Jordemoderens tips til graviditet, baby og moderskab
Stramt tungebånd og amning
Sutteteknik hos en baby med et stramt tungebånd
Hvis din baby har et stramt tungebånd, kan det betyde, at din baby har en fysisk forhindring eller udfordring som gør, at hun /han kan have svært ved at sutte rigtigt på brystvorten. Det stramme tungebånd gør, at din baby har en nedsat bevægelighed i tungen.
Det er meget essentielt og fundamentalt for en baby, at kunne svøbe tungen om brystvorten, danne et vacuum, holde svøbet og lade tungen arbejde. På den måde skabes et flow af mælk fra brystet, og din baby kan få alt det mælk som hun/ han har behov for.
Babys sutterefleks og svøberefleks bliver aktiveret, når et punkt oppe i ganen bliver berørt. Prøv engang selv at stikke din lillefinger ind i din babys mund og op i ganen, og se om du kan “aktivere” din babys sutte og svøbe-reflekser. Det kan være med til at give dig selv en fornemmelse af, om din baby kan gøre det rigtigt.

Symptomer på stramt tungebånd
Som mor vil du kunne opleve en eller flere af disse symptomer, når du ammer din baby med et stramt tungebånd:
- Smerter ved amning, som ikke bliver bedre
- Sår på brystvorten, som ikke heler
- Gentagne brystbetændelser
- Gentagen svampe-infektioner
- Flad eller skæv brystvorte efter amning
- Hvidlig brystvorte efter amning
Symptomer hos din baby:
- Din baby laver klik-lyde
- Din baby er frustreret ved brystet, slipper af og på flere gange i løbet af en amning (selvom der er fint med mælk)
- Din baby kan kun sutte, hvis du har en suttebrik på, og du kan ikke tage suttebrikken af
- Din baby “kløjes” i mælken
- Din baby spiser mange små hyppige måltider
- Din baby har svært ved at lave en stor mund
- Din baby har en suttevabel på overlæben
Andre symptomer på stramt tungebånd
Et stramt tungebånd hos din baby, kan påvirke meget mere end “bare” din amning. Årsagen er, at det stramme tungebånd kan påvirke mange andre steder i kroppen, fordi der er en sammenhæng i kroppens væv, knogler, bindevæv og muskulatur. Her en en liste med symptomer, som NOGLE forældre kan opleve hos deres baby med et stramt tungebånd:
- Refluks
- Kolik
- Meget kropslig uro
- Sover sjældent lange lure
- Sover meget uroligt
- Fejlsynkning
- Langsom eller ingen vægtstigning
- Svært ved at ligge på maven
Du kan læse mere på www.stramttungebånd.dk , hvis du vil vide mere om symptomerne på stramt tungebånd.